1.1. Lovgrundlag

Vandforsyningsplanen er udarbejdet indenfor de rammer, der følger af gældende lovgivning. Derudover er vandforsyningsplanen udarbejdet indenfor rammerne af de statslige vandplaner samt kommunens egen planlægning, herunder kommuneplanen.

1.1.1. Vandforsyningsloven

Norddjurs Kommune skal udarbejde vandforsyningsplaner med følgende indhold:

  • Angivelse og lokalisering af de forventede behov for vand i kommunen fordelt på forbrugergruppe.
  • Angivelse af placering, ydeevne og kvalitet af eksisterende vandforsyningsanlæg, samt anlæggenes kapacitet, tekniske tilstand og vedligeholdelsestilstand.
  • Angivelse af hvilke områder af Norddjurs Kommune der skal forsynes fra almene anlæg og hvilke der påregnes at forsynes fra anlæg på enkelte ejendomme eller andre ikke almene anlæg.
  • Angivelse af hvilke almene forsyningsanlæg, der skal indgå i den fremtidige forsyningsstruktur og af beliggenheden og udformningen af fremtidige almene anlæg.
  • Angivelse af nuværende og fremtidige forsyningsgrænser for de almene anlæg.
  • Angivelse af om kommunen har behov for at få tilført vand udefra eller kan levere til andre kommuner.
  • Angivelse af de almene vandværkers ledningsnet og forbindelsesledninger mellem nettene.

Opstilling af tidsfølge for renovering, etablering og udbygning af almene vandforsyningsanlæg, herunder af ledningsnettet.

1.1.2. Vandplaner

I medfør af miljømålsloven har de statslige miljøcentre udarbejdet vandplaner, som blev endeligt vedtaget ultimo 2011. Formålet er at fastlægge mål for de forskellige vandforekomster med det overordnede mål at opnå "god økologisk tilstand" i 2015. "God økologisk tilstand" omhandler både kvantitative og kemiske forhold.

I vandplanerne er blandt andet fastsat følgende målsætninger for grundvand:

Grundvandsstanden må kvantitativt ikke være påvirket af menneskeskabte ændringer så:

  • Tilknyttede vandområder ikke kan opnå deres miljømål.
  • Der kan ske forringelse af tilstanden for disse vandområder.
  • Der kan ske en signifikant skade på terrestiske naturtyper, der er direkte afhængige af grundvandsforekomsten.

Miljømålene for grundvandsforekomsternes kemiske tilstand er sat således, at

  • Den elektriske ledningsevne ikke indikerer saltvandspåvirkning eller anden påvirkning.
  • Kvalitetsstandarder anvendt under anden relevant EU-lovgivning ikke overskrides.
  • Tilknyttede vandområder kan opnå deres miljømål.
  • Der ikke kan ske betydende forringelser af den økologiske eller kemiske kvalitet for disse vandområder.
  • Der ikke kan ske en betydende skade på terrestiske naturtyper, der afhænger direkte af grundvandsforekomsterne.

Vandplanerne fastlægger blandt andet følgende prioritering af ressourcen:

1. Drikkevandsformål

2. Tilstanden i vandløb, søer, enge og moser

3. Markvandingsformål

1.1.2.1. Handleplaner

Norddjurs Kommune skal udarbejde handleplaner til opfyldelse af vandplanernes målsætning. Handleplanerne kan begrænse indvindingstilladelsernes størrelse samt få betydning for vandforsyningernes udpegning og udbygning af kildepladser. Vandforsyningsplanen skal være i overensstemmelse med kommunens handleplaner.

1.1.2.2. Indsatsplaner

I henhold til vandplanerne skal der udpeges områder med drikkevandsinteresser (OD) og områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Indenfor OSD og vandværkers indvindingsoplande skal der udpeges områder på baggrund af en vurdering af arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse af vandressourcerne, hvor en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne (indsatsområder). For at sikre beskyttelsen af grundvandet indenfor disse områder, skal der udarbejdes indsatsplaner, der beskriver, hvilke indsatser der er nødvendige for at sikre, at der kan indvindes rigeligt grundvand af en tilfredsstillende kvalitet.

1.1.3. Kommuneplan

I Kommuneplan 2009 for Norddjurs Kommune er der fastsat en række mål for grundvandet:

  • Grundvandet skal beskyttes mod forurening.
  • Alle forbrugere af drikkevand skal sikres adgang til en stabil forsyning med tilstrækkelige mængder af drikkevand af god kvalitet.
  • Drikkevandsforsyningen skal baseres på grundvand, der kun har gennemgået simpel vandbehandling.
  • For at udnytte grundvandsforekomsterne optimalt, skal vandforsyningen i det omfang, det er hensigtsmæssigt, bygge på en decentral struktur.
  • Indvindingen af grundvand skal begrænses til det nødvendige.

Derudover er der fastsat rammer for udviklingen af Norddjurs Kommune.

Vandforsyningsplanen må ikke være i modstrid med de mål og rammer, der er fastsat i kommuneplanen.

1.1.4. Vandsektorloven

Vandsektorloven omhandler kommunale og private almene vandforsyninger, der leverer mere end 200.000 m3 årligt, hvilket i Norddjurs Kommune er Grenaa & Anholt Vandforsyning og AquaDjurs.

Loven har fokus på drikkevandssikkerhed, prisfastsættelse og gennemsigtighed, men da den overvejende regulerer regnskabsmæssige og selskabsretslige forhold, har den kun indirekte betydning for herværende vandforsyningsplan.