Miljøtilstanden i vandløb vurderes (i første vandplanperiode) på grundlag af de smådyr, der lever i vandløbet. Nogle smådyr kræver rent vand, imens andre er mere tolerante overfor forurening. Ud fra smådyrssammensætningen kan man klassificere vandløbets miljøtilstand, og det gøres ved hjælp af Danske Vandløbs Fauna Indeks, kaldet DVFI. Vandløbet vurderes på en skala fra 1 til 7, hvor værdien 7 angiver den bedste miljøtilstand.
Sammensætningen af vandløbets smådyrsfauna er bestemt af vandkvaliteten, vandløbets fysiske forhold (bundens beskaffenhed og vandhastigheden m.m.) og vandmængden. Påvirkningen af regn- og spildevandsudløb kan påvirke alle disse tre faktorer.
I næste generation af vandplaner fra 2015-2021 forventes fisk og planter også bragt i anvendelse i vurdering af vandløbenes økologiske status.
Miljøtilstanden i søerne vurderes ved hjælp af en måling af klorofyl-a koncentrationen i vandet. Klorofyl-a koncentrationen siger noget om, hvor mange alger der er i vandet. Jo større påvirkning af næringsstoffer jo flere alger i vandløbet og jo mindre klart bliver vandet. En sø med klart vand har en god miljøtilstand.
Miljøtilstanden i kystvandene vurderes ud fra dybdeudbredelsen af ålegræs på havbunden – jo større dybdeudbredelse jo bedre miljøtilstand. Dybdeudbredelsen af ålegræs hænger nemlig sammen med vandets klarhed, som er bestemt af mængden af alger i vandet. Jo større påvirkning af næringsstoffer jo mindre klart bliver vandet, og udbredelsen af ålegræs forringes.
4.5.2.1 Vandløb
Der blev i udkast til vandplanerne for første planperiode, udsendt i høring i 2013, udpeget ca. 4,5 km vandløb i Norddjurs Kommune, hvor der ikke nås målopfyldelse på grund af påvirkning af regn- og spildevand fra regnbetingede udløb og spredt bebyggelse. Et vandløb anses for ikke at have målopfyldelse ved DVFI mindre end 5, eller i nogle vandløb 4, på grund af lempede krav. Det drejer sig om følgende vandløb:
- Brydkær Bæk
- St. Sjørup Bæk
- Østerballe Bæk
- Stenaltmark Bæk
Brydkær Bæk har jf. vandplaner en DVFI på 3, Stenaltmark Bæk, Østerballe Bæk og St. Sjørup Bæk har en DVFI på 4.
Ifølge de vedtagne vandplaner fra 2014 indgår Brydkær Bæk, St. Sjørup Bæk og Stenaltmark Bæk ikke længere i vandplanlægningen, hvorved de ikke længere har noget specifikt miljømål.
For Østerballe Bæk er der gennemført nærmere undersøgelser for at finde ud af, om vandløbet reelt er spildevandspåvirket. Supplerende rensekrav kan blive aktuelt i kommende vandområdeplaner.
En lang række vandløb er udpeget til at være påvirket af organisk stof. Men det er ikke muligt at påvise, om påvirkningen skyldes regnbetingede udløb eller spildevand fra spredt bebyggelse.
Vandløbene kan også have forringet miljøtilstand som følge af, at vandløbet er reguleret ved kanalisering eller uddybet og gravet bredere i større eller mindre grad. En lille sommervandføring kan også medføre en ringe miljøtilstand.
Vandplan 2009-2015 stiller ingen krav om supplerende indsats overfor spildevandspåvirkning fra spredt bebyggelse i Norddjurs Kommune. Der er heller ingen yderligere indsats overfor regnbetingede udløb eller udløb fra renseanlæg i første vandplanperiode.
4.5.2.2 Søerne
I søerne er det ofte koncentrationer af fosfor og til dels kvælstof, der er bestemmende for klorofylindholdet, det vil sige, hvor mange alger der er i søen. Ved at se på sammenhængen mellem næringsstoffer og klorofylindholdet kan man sige noget om søernes tilstand. Søernes tilstand beskrives ved en EQR (økologisk kvalitetsratio), som udtrykker forholdet mellem den nuværende tilstand og den tilstand, man gerne vil opnå. Ratioen har en værdi mellem 0 og 1, hvor en god tilstand giver en værdi tæt på 1, og en dårlig tilstand giver en værdi tæt på 0. Mosegård Sø, Ramten Sø og Møgelmose har en EQR mellem 0,21 og 0,27 og Løvenholm Langsø og Sjørup Sø har en EQR på henholdsvis 0,11 og 0,13 og værst ser det ud for Dystrup Sø og Dyrsø med EQR på henholdsvis 0,08 og 0,04.
Vandplanerne stiller krav om, at der skal igangsættes en indsats i Ramten Sø og Dystrup Sø. Der er gennemført fiskeundersøgelser, så man kan vurdere, om der skal ske en biomanipulation. Det betyder, at man opfisker fredfisk (f.eks. skaller).
4.5.2.3 Hevring Bugt, farvandet Djursland øst og Randers Yderfjord
Miljøtilstanden for Hevring Bugt er klassificeret som ringe, med en dybdegrænser for ålegræs på 3,6 m. Farvandet Djursland øst har ikke været muligt at klassificere, men det vurderes, at forholdene ikke understøtter en målopfyldelse. Kravet til god økologisk tilstand i de to farvande er en dybdegrænse for ålegræs på 12,2 m.
Tilstanden i Randers Yderfjord er klassificeret som ringe med en dybdegrænse for ålegræs på 1,5 m. Kravet for god økologisk tilstand er, at ålegræsset skal kunne vokse i hele dybden.
Den ringe tilstand skyldes uklart vand på grund af stor algevækst. Denne algevækst fremkommer på grund af høje tilførsler af næringsstofferne kvælstof og fosfor.
Tilførslen af kvælstof med spildevandet udgør en meget lille del af den samlede kvælstofbelastning til kystvandene.